Her kan du læse mere om foreningen Danske Øldommere, finde vedtægter og referater m.m.
Her kan du logge ind og opdatere dine medlemsdata
Om foreningen
Danske Øldommere er en forening, der har som hovedopgave at bedømme og afholde Danmarksmesterskabet i håndbrygget øl (DM i Håndbryg). Derudover vedligeholder og udvikler foreningen Danske Stilartsdefinitioner, som er en beskrivelse af øl-stilarter, delt op i kategorier og med beskrivelse af stilartens aroma, smag, udseende, m.m. Dette er primært til brug for konkurrencer og som guide til håndbryggere.
Vi bedømmer også øl ved andre håndbryggerkonkurrencer landet over, og yder desuden hjælp til Danske Ølentusiaster, konkurrencer på ølbarer / udskænkningssteder, undervisning m.m.
For at blive øldommer skal du gennemføre et øldommerkursus, der typisk afholdes hvert efterår. Kurset kræver ingen særlige forudsætninger, men ønsker du at blive eksamineret øldommer, skal du både studere (=læse) og smage øl i perioden mellem kurset og eksamen. En del af dette vil være selvstudie – evt. i grupper med andre kursusdeltagere. For at blive eksamineret og udøvende øldommer skal du bestå en teoretisk og en praktisk eksamen, der afholdes ca. 4-5 måneder efter kurset, og skulle det ske, at du ikke består en eller begge dele kan du naturligvis gå til re-eksamen.
Håndbryggere, der bliver øldommere, vil også få en masse viden, der kan bruges til at forbedre egne evner til at brygge, at ramme en bestemt ølstilart og ikke mindst finde fejl og forbedringsmuligheder i sit eget øl.
Vi glæder os til at se dig på et af vores kurser eller som deltager i en konkurrence.